At miste

Når jeg tænker tilbage er det virkelig mærkeligt dit ansigt er som mejslet i sten øjnene er kæmpe, og mega hvide ikke en eneste gang ændrer udtrykket sig mens du slår mig igen og igen og igen og igen øjenkontakt hele tiden for du slår kun i mit ansigt i timevis har det stået på nu

hvilke lyde var der egentlig?

min stemme STOP LAD VÆRE JEG SKAL NOK VÆRE DIN KÆRESTE IGEN din stemme måske – jeg husker det faktisk ikke jeg bare kæmper og kæmper – og kæmper

og så – jeg ved ikke hvad der sker som om luften går ud af min krop pluf helt slap armene falder ned mit hoved triller til siden al lyd stopper total tom tomhed indeni

jeg er væk mistet kontakten til mig selv mistet følelsen med mig selv mistet tankerne om mig selv mistet den jeg er

det er vildt uhyggeligt at være så tom og så væk indeni

du tæsker bare videre på mit ansigt

indtil – bare sådan – stopper du retter dig op – og går

lige så pludseligt som tæskene startede holdt de op

men de 8 timer der var mellem start og stop var lange som et liv i helvede

et helvede der fortsatte længe efter slagene holdt op

Kvinde, 38 år. Offer for voldeligt overfald som 16-årig af ekskæreste Interview: 22.1.2015 Interviewer og monologskribent: Lise Egeberg

Frihed

Pinsefest i hallen superhygge med vennerne hold kæft vi har det sjovt og hyggeligt DJ’en kommer og går i gang med at pakke grejet ud

det er HAM Jeg fryser til is da jeg opdager det Shit, hvad skal jeg gøre

tankerne flyver rundt i hovedet, sveden løber og hjertet ræser Den gode stemning inden i mig forsvinder på stedet og alle minderne om overfaldet, tæskene, magstesløsheden og ikke mindst tomheden vender tilbage på mindre end et kvart sekund

Det overrumpler mig totalt hvor skræmmende hurtigt det hele vender tilbage og hvor levende hele oplevelsen og alle følelserne er i mig ved synet af HAM selvom det er gået 2 år og jeg ikke har set ham siden

Jeg kan slet ikke være i samme rum og skynder mig uden for frisk luft, bare en lille smule ro til at tænke hvordan fanden skal jeg lige håndtere det her

Hvis jeg fortæller mine venner at HAN er her bliver det skidt, for de er vrede på ham det er et lille samfund og ALLE ved at det var HAM

Hjem – diskret så ingen opdager det

jeg begynder at gå hen ad vejen kommer forbi stien til busstoppestedet kigger ligesom tilfældigt ned af stien og ser HAM stå dernede

Uden at jeg er klar over det går min krop ned mod ham hjertet banker, tankerne siger ‘vend om’ men benene fortsætter dette sker uden for min indflydelse

Han står afslappet ved rækværket og kigger ud over markerne det er lunt og natten er mild min krop går hen og stiller sig ved siden af HAM vi står helt stille ved siden af hinanden jeg opdager, at jeg KAN være der ikke kun min krop men også mit sind og mine følelser lige så stille falder jeg til ro

Mens vi begge ser ud over markerne siger min mund uden at jeg opdager det ‘Hvordan har du det?’ Der er stille lidt HAN svarer ‘Jeg er ked af det jeg gjorde’ Der er stille igen Ingen af os siger noget Vi står ved siden af hinanden

Indtil jeg går væk

I det jeg vender ryggen til HAM breder sig en uendelig fred inden i

Jeg tænker ingenting, hører ingenting, siger ingenting mærker kun freden lægge til hvile inden i

– og ved at min sjæl er fri

Kvinde, 38 år. Offer for voldeligt overfald som 16-årig af ekskæreste. Interview: 22.1.2015

Mine ar

Moaaar – jeg vil bæææres Din glade morgenstemme lyder ned af trappen Jeg ved hvad det betyder du vil gerne have lidt ekstra opmærksomhed her til morgen og eeeelsker at blive båret ned af trappen Førhen var det nemt, op i favnen og afsted

Du er for stor til det nu det hedder derfor ride på ryggen i stedet der er bare lige det at hænder eller arme om halsen lige præcis dét er et ‘aldrig mere’ for med det samme er jeg tilbage på stien hvor han er i midt at kvæle mig og jeg kæmper for mit liv

Og stadig 22 år efter reagerer min krop fuldautomatisk ‘rør min hals’, min hjerne slukker og jeg kæmper bare

Pokkers, for min datter har ingen skyld og alligevel betaler hun en pris for hun kan ikke bare hoppe op på min ryg og blive båret der er nødt til at være regler – En bestemt måde at holde fast på En bestemt måde ikke at overraske på

Men jeg vil ikke have at min datter skal betale for det han gjorde Hun er jo uskyldig – helt uskyldig og hun er mit barn, og jeg elsker når hun er glad

Mit barn har sine egne traumer hun er sårbar og jeg vil passe på hende som ingen passede på mig og bæreturen på ryggen kan forme hele hendes dag til en god dag Så jeg trækker vejret dybt, bruger mine mentale teknikker og bærer min datter ned ad trappen

Uhmmm, det blir en glad dag

Kvinde, 38 år. Udsat for voldeligt overfald som 16-årig af eks-kæreste Interviewet 22.1.2015 Interviewer og monologskribent: Lise Egeberg